ART AND GALLERY

v/Axel Vermehren

JOHANNES VERMEER

                                                                          Maleriet

MENU

MALERIET

Det er ukendt, hvor Vermeer blev oplært som maler, eller hos hvem, men det antages, at han studerede i sin hjemby. En kontroversiel læsning af en notits fra 1668 af bogtrykker Arnold Bon kunne tyde på, at maleren Carel Fabritiuskunne være hans læremester, men der er ingen beviser herfor. Derimod vil en analyse af Fabritius' teknik og maleriske ide afkræfte, at der er nogen relation mellem de to malere. Fabritius omkommer i en krudteksplosion i 1654, to år før Vermeer signerer sit første maleri, Ruffersken (1656), der på ingen måde kan siges at relatere til Fabritius' seneste værker.

En anden samtidig lokal autoritet varLeonaert Bramer. De var venner, men hans motivvalg og malerstil var ganske anderledes. En mulighed er også, at Vermeer var selvlært hjulpet på vej af farens kontakter i kunstverden. Andre igen har foreslået at Vermeer blev oplært af den katolske malerAbraham Bloemaert. Vermeers malerstil er ikke ulig den, der blev udfoldet afUtrechtskolen. I Delft konkurrerede Vermeer antagelig med Pieter de Hooghog Nicolaes Maes, som malede genrebilleder i samme stil.

Den 29. december1653 blev Vermeer medlem af Sankt Lukasgildet, en handelsforening, et laug for malere. Gildets optegnelser viser, at Vermeer ikke betalte den sædvanlige optagelsesafgift. Det var et år medpest,krig og økonomisk krise og Vermeers finanser var vanskelige som altid. I1654 led hele Delft under den forfærdelige eksplosion kendt som Tordenskrallet i Delft, som lagde store dele af byen i ruiner. I 1657 fik han muligvis en velgører i den lokale kunstsamler Pieter van Ruijven, som lånte ham penge. I 1662 blev Vermeer valgt som leder af Lukasgildet, en post han blev genvalgt til i 1663, 1670 og 1671. Det tyder på, at han som Bramer blev en velanset og respekteret kunstner blandt ligemænd.


Det er en myte, at Vermeer arbejdede minutiøst og langsomt og med exceptionel præcision. Han penselføring er virtuos og direkte og uden at kæle for detaljen. Derimod taler alt for, at han var optaget af motivets styrke og kompositiones kraft, noget der bevirkede, at han ofte overmalede allerede færdige dele af motivet. Man kan heraf udlede, at Vermeer var længe om at færdiggøre sin komposition.  Meget tyder på at hans økonomiske formåen ikke var helt så vanskelig som myterne fortæller det. Han modtog apanage fra sin svigermoder, et beløb der svarede til årsindtægten for en procelainsfabrikant i byen. Han brugte lyse farver, ofte med dyrepigmenter. Ofte ultramarinblå og citrongul side om side. Han er også kendt for sin effektfulde maleriske beskrivelse af lys i malerierne.

Flere af Vermeers værker er kendetegnet ved en kraftig perspektivforkortning (som Soldaten og den smilende pige), så det ved første øjekast kunne se ud som om perspektivet var fordrejet eller forkert. Perspektivet er dog rigtigt, effekten er resultat af rummets lidenhed. Resultatet bliver en effektfuld fornemmelse af at stå helt tæt på personerne, selv at være en del af selskabet. I hans senere værker er perspektivet mere realistisk (som Brevskrivende kvinde med tjenestepige, ca. 1670), også når værkerne ses fra afstand.

Flere har overvejet, om han benyttede etcamera obscura– et apparat som via en linse projekterer motiver over på en overflade – for at opnå den bemærkelsesværdige, næsten fotografiske, minutiøse præcision og detaljerigdom, og ligeledes detaljer i flere af malerierne der nærmer sig impressionistiske pointillistiske aspekter og nogle glorieligende lyseffekter, der begge kan være et resultat af et motiv projekteret gennem et camera obscura. Argumenterne mod brugen af et camera obscura er imidlertid så overvældende, at den romantiske antagelse (fostret af det 19. århundredes første fascination af fotografiets opståen) tilskrives Vermeers tilsyneladende realisme. Intet sådan apparat er registreret i hans enkes konkursbo, opgjort af Leeuwenhoek.


MOTIVER

Johannes Vermeers første malerier tilhørte den historiske genre med motiver fra antikkens mytologi eller fra kirke- og bibelhistorien. Det blev i samtiden anset for den højeste og fineste form for maleri, og antagelig var det en nødvendighed, eller en stor hjælp, at kunne fremvise sådan et maleri for at kunne dokumentere almen anseelse og blive optaget i Sankt Lukasgildet. Vermeer specialiserede sig senere i bylandskaber og genre billedet.


HISTORISKE MALERIER

Hans tre tidligste bevarede billeder er i historiegenren og af betydeligt større end flertallet af de senere værker. Således er Kristus hos Maria og Martha (1655) på 160 x 142 cm; Dianas hvil (også: Diana med nymfer; 1654) på 98,5 x 105 cm og  Den hellige Praxedis(1655) på 101,6 x 82,6 cm.

Kristus hos Maria og Martha har motiv fra Lukasevangeliet, hvor Jesus overnatter i Maria og Marthas hus i Jerusalem. Mens Maria er travlt beskæftiget i køkkenet med at lave mad, sidder hendes søster ved Jesus side og lytter. Da Martha spøger Jesus, hvorfor han ikke siger til Maria, at hun skulle hjælpe hende svarede Jesus:

„Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.

Emnet var særdeles populært som motiv i 16. århundredets flamsk og nederlandsk kunst. Det var ideelt til at fremstille tidens protestantiske opgør med katolicismen, i forbindelse med emnet:gode gerninger, som reformationsbevægelsen mente var overfladisk og ikke tilstrækkelig til opnåelse af frelse. Desuden tillod emnet at fremstille kontrasten mellemvita activa (det aktive liv) ogvita contemplativa  (det kontemplative liv). Vermeer benytter en enkel triangulær komposition: Maria sidder ved Jesus fødder, hun barfodet som symbol på ydmyghed; hans hoved er omkranset af en svagnimbus. Martha holder en kurv med brød – en hentydning til nadveren, mens Jesus peger på Maria for at vise, at hun har valgt "den gode del." Måden Maria holder sit hoved på symboliserer dybere eftertænksomhed. Vermeer viser allerede her sin forkærlighed for stærke intense farver og farvekontraster, specielt i mødet mellem den hvide dug, Marias røde trøje og Jesu blå kappe.

Dianas hvil fremstiller en scene fra Ovids Metamorfoserne (3.138-253). Diana var den romerske jagtgudinde, og anset for specielt jomfruelig og kysk. På maleriet sidder hun på en sten omgivet af fire nymfer. Denne populære badescene males gerne med Diana nøgen eller halvnøgen og klare erotiske undertoner, men Vermeers Diana er fuldt påklædt, anstændig, næsten snerpet. Kun en af nymferne er halvt afklædt, og hun vender ryggen til. En anden nymfe er i færd med at vaske Dianas fødder, hvilket giver maleriet en næsten kristen religiøs karakter – Diana er her nærmest transformeret til Jesus. Skumringen er ved at falde og kvindernes ansigter ligger i skygge. Mørket og Dianas diadem er ligeledes referencer til månegudinden Selene, som Diana ofte blev identificeret med.

Især fremstillingen af Diana og nymfernes kroppe anses for at være mangelfuldt udført, hvorfor der er tvivl om maleriet er en ægte Vermeer.


BYEN DELFT

Vermeer malede to billeder af sin hjemby Delft: Den lille gade (1657/8) og Udsigt over Delft (1660/1). Malerier med den slags motiver blev sjældent malet til det generelle kunstmarked, med er oftest en specifik kommission – landskabsbilleder malet på bestilling kunne ofte indbringe betydelige priser.

Udsigt over Delftantages oftest malet vha. camera obscura. Dels på grund af den præcise detaljerigdom maleriet er udført med, dels pga. det diffuse lys som reflekteres i lyset i floden, og som svarer til, hvad man ville observere gennem et camera obscura. Der hersker uenighed om, hvorvidt Vermeer benyttede et camera obscura under sin maleproces eller under konciperingen af et motiv. Således findes adskillige indikationer på, at han benyttede langt enklere og traditionelle metoder til skabelsen af en tredimensional illusion i sine værker. Billedet viser udsigten over byen Delft med floden Schiei forgrunden. Vermeer arrangerede som i andre af sine malerier flere af billedets arkitektoniske elementer, så de løber parallel med billedrammens kant, men i modsætning til tidens gængse byprospekter, lader Vermeer ikke veje fortsætte ind i baggrunden for at indikere byens liv og hemmeligheder. Vermeer anvendte her en ensartet, sammenhængende farvepalet, domineret af jordfarver som okker og brun og enkelte strøg af rød. Interessant er det, at solen bryder gennem skyerne netop over Den nye kirke, så kirketårnet fremstår i strålende næsten overjordisk lys. Kirken havde siden 1622  rummet et monument overVilhelm den Tavse, helten fra frihedskampen mod Spanien. Vilhelm blev snigmyrdet i Delft, men var højt anset og æret i byen, og Vermeer har utvivlsomt haft et politisk budskab med det det himmelske lys.

Veermers andet bybillede,Den lille gade, fremstiller en stille hverdagsscene i Delft. Igen udført med bemærkelsesværdig fotografisk præcision. Men det er en illusion, for gaden har aldrig eksisteret. Motivet er opbygget med elementer fra flere forskellige lokaliteter, sat sammen til denne harmoniske gade. Motivet har en moralsk pointe ved at fremvise det nederlandske ideal med arbejdsomme kvinder, der flittigt syr eller passer deres husholdsarbejde og skaber et sikkert og trygt hjem for deres børn. Muligvis er to af hans egne børn modeller.


MORALISERENDE MALERIER

Ruffersken(1656) antages at være Vermeers første genrebillede især i under kategorien bordelbilleder (bordeeltje). Denne undergenre var højt anset, ikke mindst da den kunne anvendes til at afbildeJesusfortællingen omDen fortabte sønbeskrevet iLukasevangeliet (15.11-32). Motivet har da også en religiøs dimension, som ses i figuren længst til venstre, som sandsynligvis er den fortabte søn, der øder sin arv på spil og horer. Den fortabte søn er sandsynligvis et selvportræt af Johannes Vermeer, som det ofte var kutyme i den slags billeder (eg.Rembrandt). Det er i givet fald det eneste selvportræt af Johannes Vermeer. Fremstillingen af moralen er dog ganske behersket sammenlignet med andre malerier i genren fra perioden. Der mangler fx en seng, hvilket ville udpensle pointen, eller som i et lignende billede afFrans van Mieris(1635-1681)Soldaten og pigen(1658), hvor to hunde kopulerer i baggrunden. Det er også muligt at kvinden i den gule trøje, der bliver købt af manden i den røde jakke, ikke er prostitueret, men at der er tale om begyndelsen på en udenomsægteskabelig affære – med konen i sort som koblerske.

Vermeers maleri er inspireret af et lignende afutrecht-caravaggistenDirck van Baburen(1590-1624), som hans svigermorMaria Thinsejede – og som også danner baggrund i VermeersKoncertenogEn kvinde, der står ved et klaviatur.

Et andet maleri med moralsk opbyggeligt tema erSovende pige(1657), som fremstiller en kvinde sovende ved et bord. Af vinkaraflen fremgår det, at hun er beruset og måden hvorpå hun hviler sit hoved på armen symboliserer lediggang og dovenskab. Hendes elegante tøj viser, at hun ikke er tyende, men fruen i huset. Hendes drukkenskab og dovenskab strider imod moralen, der kræver at husets frue skulle være flittig, arbejdsom, gudfrygtig og et godt eksempel. Ved at analysere maleriet medrøntgenstrålerfremgår det, at Vermeer oprindeligt havde medtaget flere fortællende elementer, som han senere malede over: der var en mand i det bageste værelse og en hund ved døren. Som vanligt underspiller Vermeer den moralske pointe og fremhæver maleriets æstetiske kvaliteter. Udeladelsen af manden og hunden medfører også, at den fordrukne kvinde fremstår endnu mere isoleret.

Et tredje billede, Mælkepigen(1658), adskiller sig fra to ovenstående ved at angribe det moraliserende tema fra en positiv vinkel, ved at fremsætte et godt eksempel til efterfølgelse (exemplum virtutis). Tjenestefolk blev ellers oftest afbilledet som dovne eller liderlige i tidens nederlandske malerier. Pigen ejer ingen af disse amoralske egenskaber. Tværtimod er hun både påpasselig og arbejdsom. Samme positive tilgang er anvendt iKniplersken(1669).


KVINDEAFBILDNINGER

På nærUdsigt over Delfthar alle Vermeers malerier stærke kvindelige hovedpersoner, men i de fleste af malerierne indgår de i en bredere fortælling. Ét, måske to, malerier adskiller sig ved at være, hvad der kan betegnes som egentlige portrætter.

Mest kendt erPigen med perleøreringen(1665) måske med hans egen datter Maria Vermeer som model. Endda kun som udgangspunkt, da maleriet sandsynligvis ikke er ment som et portræt, men derimod som entronie– dvs. en slags klichéfigur. Maleriets moderne ry kommer primært af, at det blev valgt til symbol for en vellykket Vermeer-udstilling på museetMauritshuisiHaagi1995og1996. Siden er der tillige lavet enbog(1999) ogfilm(2003) over maleriet. Motivet er hovedet og overkroppen af en ung pige set tæt på og fra siden. Hun kigger på beskueren over skulderen. En perle i centrum giver navn til maleriet, som dog også kendes somPigen med turban. Derudover har billedet ingen andre narrative elementer, hvad der er med til at adskille det fra de fleste af hans malerier. Et meget lignende maleri erPigeansigt(1667/8).

I Vermeers andre billeder indgår kvinder som del af fortællingen, sædvanligvis med moralsk forsæt, i en advarsel mod dovenskab, drukkenskab, liderlighed eller hor, eller som opfordring til arbejdsomhed eller jomfruelighed.


VIDENSKABEN

To af Vermeers malerier beskæftiger sig med emnet videnskab,Astronomen(1668) og Geografen(1669). Sandsynligvis har han ment de to malerier skulle fungere som en del af en samlet udstilling, som pendant til hinanden. Nu hænger de iParisog Frankfurt. Begge erhverv,astronomioggeografi, var de mest banebrydende forskningsfelter og i rivende udvikling. Især for geografiens vedkommende af essentiel betydning for Nederlandene som handelsøkonomisk stormagt. Begge motiver har imidlertid en vis tvetydighed: de er indelukket i hver deres noget klaustrofobiske arbejdsværelse og iført lange kapper, som ikke var almindelige, og langt hår mm. Som var der et strøg af ukristeligt og fordækttroldmandens lærlingover deres inkvisitoriske undersøgelser af universets allerdybeste og mest intime hemmeligheder.


ALLEGORIER

To af Vermeers malerier adskiller sig fra de hverdagsrealistiske temaer ved at væreallegorier;Allegori over den kristne tro(1671/4) ogAllegori over malerkunsten(1673).

Ingen af de to allegoriske malerierne er navngivet af Vermeer – som aldrig navngav sine malerier – men ene blev tidligt benævnt ”malerkunsten”. I Catherina Vermeers konkursbo blev det optegnet som "Billedkunsten" (schilderconst), men det burde snarere være døbtAllegori over historien. Kvinden i den blå silkekjole, der holder en bog i den ene hånd og enbasuni den anden, er ikke en allegori over maleriet, men derimodKleio,historieskrivningensmuse. I dette fulgte Vermeer ganske nøjeCesare Ripas(1555-1622) symbolanvisninger i den hollandske udgave afIconologia. Både basunen i hendes hånd oglaurbærkransener symbol påGloria, ære og berømmelse, og Kleio er etymologisk afledt af detgræskeord for det samme.

Musen har ikke nedslåede øjne som udtryk for en kvindes anstændighed eller generthed, men for at flytte fokus på de narrative referencer. Kortet i baggrunden er produceret afClaes Jansz. Visscher(1587-1652). Det var forældet, da Vermeer malede sit billede og var overhalet af politiske omvæltninger, idet det viser de sytten nederlandske provinser, som de var, før der blev indgået fred med Spanien. Vermeer indtegnede med forsæt et forældet kort for at hædre den nederlandske frihedsheltVilhelm den Tavse af Orange, helten frafrihedskampenmod Spanien.

„Troen er repræsenteret ved en siddende kvinde, der ærbødigt holder en alterkalk i højre hånd, og hviler sin venstre hånd på en bog, som ligger på en solid grundsten; den sidstnævnte repræsenterer Kristus. Verden, en globus, ligger ved hendes fødder. Hun er iklædt himmelblåt, men et blodrød ydre stykke tøj. En brudt slange, og Døden, hvis pile er blevet ødelagt, ligger bag grundstenen. I nærheden, et æble, kilden til synd. Bag hende hænger en tornekrone på et søm.“

—Cesare Ripa,Iconologia

Allegori over den kristne trofølger ligeledes ganske nøje Ripas anvisninger. Derudover symboliserer den prominente glaskugle, der hænger midt i værelset, menneskets tankevirksomhed. Det antages at maleriet, der har en række katolske overtoner, var et arbejde, bestilt af den nærliggende jesuitterorden. Maleriet anses generelt i dag for at være et af Vermeers mindre heldige, men i samtiden var det et af hans mest værdsatte.


FORFALSKNINGER

Da der kun er 35 malerier, der med sikkerhed er malet af Vermeer, og pga. den fornyede interesse for hans værker, hvoraf mange tidligere var tilskrevet andre malere, har der været håb om, at der var andre uopdagede Vermeer-værker hengemt i arkiver og private samlinger. Det har medført en del polemik omkringforfalskninger. Således formåede den hollandske kunstmalerHan van Meegerenat forfalske og afhænde mindst seks malerier, som han havde udgivet for Vermeer – foruden en række malerier han havde tilskrevetFrans Halsog andre mestre. Van Meegeren, der følte sig forsmået af den etablerede kunstverden, der anså ham som teknisk dygtig, men uoriginal, havde sat sig for at skabe det perfekte Vermeer-falskneri, ved brug af lærred fra det 17. århundrede, hjemmelavet maling efter datidens opskrifter (aflapis lazuli,blyhvidt,indigo,cinnober) og pensler medgrævlingehårmm. og ved brug affenolformaldehydfik han malingen til at se ud til at være 300 år gammel. Det første falskneri (Kristus og disciplene ved Emmaus) solgte van Meegeren i1937til Rembrandtselskabet for 520.000 gylden (omkring 22 millionerdanske kroneri 2010). Selskabet donerede maleriet tilMuseum Boijmans Van BeuningeniRotterdam. Maleriet var blevet undersøgt og verificeret som ægte afAbraham Bredius, som var tidens største Vermeer-ekspert.[23]I de efterfølgende år forfalskede og afhændede han yderligere fem Vermeer'er. Bl.a.Kvinde grebet i horsom han underbesættelsensolgte tilreichsmarschallHermann Göringfor 1,65 millioner gylden (ca. 40 millioner kroner, 2010). Efterkrigenblev han anklaget for landsforræderi for at have solgt ud af nederlandsk nationalejendom til fjenden, men ved en sensationel retssag forsvarede van Meegeren sig med, at det var en forfalskning og at han i virkeligheden var en helt ved at have snydt besættelsesmagten. Men fordi så mange eksperter var blevet snydt og malerierne solgt for så store beløb, var der stor modvilje mod at tro, at de faktisk var falsknerier, og van Meegeren var nødsaget til at male et nyt i fængslet for at bevise sin ”uskyld”. Han blev til slut frikendt for landsforræderi, men blev dømt for falskneri i stedet. Den endelige dom over falsknerierne blev først afsagt en flere år senere, hvor lærrederne blev underlagt røntgenundersøgelser og blypigmenter fra malingen blev underlagt enradioaktivhenfaldsanalyse. Røntgenundersøgelserne viste, at van Meegeren have malet sine falsknerier oven på eksisterende malerier, og der fandtes et fotografi af et maleri, der kunne anes under van Meegerens. Henfaldsanalysen er baseret på at blyhvidt er produceret fra blymalm som indeholder lige dele af de toisotoperbly-210ogradium-226. Både bly-210 og radium-226 er henfaldsprodukter frauran-238; bly-210 har en halveringsperiode på 22 år og radium-226 en halveringsperiode på 1.600 år. Ved fremstilling af blyhvidt renses malmen for omkring 95% af radiumisotopen, men ikke for blyisotopen. Således kan en analyse af forholdsmængden mellem de to isotoper give et skøn over, hvor gammelt blyhvidspigmentet er. Og for van Meegerens var det ikke 300 år.

Han van Meegerens Vermeer-falsknerier:

-desuden:

Tilbage til Johannes Vermeer forsiden.

Privatlivspolitik
Privatlivspolitik
:
Privatlivspolitik

OK